To døgn efter operationen

To døgn efter operationen

juli 17, 2020 1 Af admin

Det er nu to døgn siden, at jeg blev opereret. Dagen i går blev tilbragt på sofaen. Sidst på eftermiddagen fik jeg stablet mig selv på benene, og så endte det faktisk med, at jeg gik en tur på 8 km. Da jeg først var kommet ud af døren, gik det fint med at gå. Helt stille og roligt. En krimi i ørerne. Og godt vejr. Efter gåturen lagde jeg mig på sofaen igen. Det var tiltrængt. I løbet af aftenen kom jeg i bad. Det satte gang i en blødning, så badet sluttede hurtigt. Det er helt normalt med blødning fra sårene de første dage, så heldigvis ingen grund til bekymring på den front.

Kasper og drengene kom hjem fra Odense omkring kl. 22, og så hjalp jeg med at få Elias gjort klar til seng. Elias er stor nok til at forstå, at man skal være lidt forsigtig omkring mig, og han accepterer uden at kny, at han skal skiftes på gulvet osv. Sværere er det med Magnus. Han er jo kun 10 måneder, så han forstår slet ikke, hvorfor jeg ikke tager ham op eller sidder med ham, som jeg plejer. Han er en tung baby på 13 kg, så bare det at sidde med ham er svært, fordi han rykker rundt og svinger med hovedet, og så rammer det mit bryst. Kasper og han er heldigvis rigtig tætte, så det er ikke noget problem, at Kasper tager over for mig i en periode. Altså det er ikke noget problem for Magnus, men jeg må indrømme, at det er et stort problem for mig. Det gør ondt, når man ikke kan være den mor, som man gerne vil være, og som man synes, at ens børn har fortjent. Heldigvis er det bare for en periode, at det er sådan.

Natten forløb roligt. Kasper og Magnus var vågne en enkelt gang omkring kl. 4. Heldigvis kunne Magnus lokkes tilbage i søvn med en flaske. Næste vågne barn var Elias, som omkring kl. 05.30 kaldte på mig. Jeg lagde mig ind til ham i hans seng – den er heldigvis så stor, at man uden problemer kan ligge to sammen – og så sov vi til kl. 6.30. Det er sent i denne her familie.

Min mor hentede drengene sidst på morgenen. Mine forældre passer dem fra i dag til i morgen. Det er en kæmpe hjælp! Jeg kan mærke, at jeg både fysisk og psykisk har brug for lidt ro og hvile. Så da min mor var kørt afsted med drengene, smed jeg mig på sofaen og slappede af. Derefter gik jeg en tur på 7,5 km. Det var nu nok for langt, for bagefter havde jeg ondt. Jeg er virkelig dårlig til at begrænse mig. Det hænger også sammen med, at jeg kan spore en bedring i mine fødder og ben. Det er 10 dage siden, at jeg fik den sidste kemo, og jeg er mega positiv over, hvis jeg allerede inden længe kan vinke farvel til de bivirkninger, som har været i mine fødder og ben, og som har gjort det umuligt for mig at opretholde min løbetræning. Der er i hvert fald bedring af spore. Jeg krydser fingre! Til gengæld falder mit hår af igen nu. Jeg håber, at det er sidste gang. Jeg er snart færdig med det skaldede look…

Til eftermiddag blev jeg ringet op af en sygeplejerske fra brystkirurgisk afdeling. Vi talte lidt løst og fast om, hvordan det går. Hun kunne berolige mig med, at alt det, jeg oplever, er helt normalt. Hun syntes måske, at jeg skulle tage den lidt mere med ro og passe endnu bedre på mig selv, og så gentog hun muligheden for, at jeg kan få noget krisepsykologbehandling ift. problemerne omkring narkosen. Det har jeg nu ikke brug for. Jeg har mere brug for en plan ift. de kommende operationer, så det ikke sker igen – og det er jo allerede noteret i min journal, at der skal indlægges CVK, så det burde der være styr på.

Rent medicinsk tager jeg en cocktail af Paracetamol og Ibuprofen, og det holder smerterne på et niveau, hvor jeg sagtens kan være i det. Altså når jeg ikke får mig overanstrengt. Derudover skal jeg hver morgen stikke mig med en sprøjte med blodfortyndende medicin. Det er standardprocedure, fordi jeg har været i narkose kort tid efter kemoterapi, så jeg er ekstra udsat for blodpropper. Nålen er heldigvis super lille, så det gør ikke ondt.