Helt forfærdelig oplevelse på Herlev Hospital!

Helt forfærdelig oplevelse på Herlev Hospital!

oktober 30, 2020 3 Af admin

Indledningsvist vil jeg lige at skrive, at gårsdagens operation gik rigtig godt, og at de med succes fik fjernet mine æggestokke- og æggeledere. Dertil at narkoselægerne lykkedes med at lægge droppet på to forsøg (hvilket jo er 11 forsøg mindre end ved operationen i sommer). Stort set alt andet ved oplevelsen på Herlev Hospital var dog under al kritik!

Jeg skulle møde på Herlev kl. 10.30. Inden havde de krævet 48 timers isolation i mit hjem. Jeg havde derfor arrangeret kørsel med en veninde, som har bil, hvilket vi ikke selv har. Henset til min venindes dagsprogram (også med sygehusbesøg) var jeg allerede på afdelingen kl. 9.30. Jeg blev taget imod af en sygeplejerskestuderende, som forklarede, at jeg skulle være på stue 21 sammen med en anden kvinde, som ikke har fået svar på sin corona-test. Derfor anbefalede de, at jeg beholdt mit mundbind på. Jeg bad om ikke jeg kunne blive placeret et andet sted, men det kunne ikke lade sig gøre. Hvis jeg var utryg, kunne jeg sætte mig ud i opholdsrummet, som også fungerede som spisesal. Det var jeg endnu mere utryg ved, og jeg var jo også fastende, så ikke lige det fedeste sted at sidde. Jeg blev derfor på stuen og efterspurgte en seng.

Jeg kunne dog ikke få en seng, fordi jeg åbenbart var gående patient . Det forstod jeg ikke meget af, og jeg spurgte den studerende, om de var klar over, at jeg meget nervøs for narkosen grundet den dårlige oplevelse fra i sommer, som også står omtalt i min journal. Den studerende sagde, at hun ville sende en sygeplejerske ind og snakke med mig. Det skete dog ikke.

Jeg satte mig i en stol og ventede. Efter nogle timer fik jeg tigget mig til et tæppe, fordi der var drønkoldt på stuen. Jeg havde stadig ikke set andre end den sygeplejerskestuderende, som virkede meget flink, men også virkede til at være i vildrede over, hvad hun skulle gøre.

Efter nogle timer kom min sygeplejerske, som fortalte, at hun havde været til MUS-samtale med sin chef og det var derfor, at det var gået så lang tid, før hun kom og hilste på. De mente, at det var meget vigtigt, at man ikke så for mange forskellige ansigter på en dag. Hun fortalte dog også, at hun ikke havde kigget i min journal, for det var ikke procedure, så hun anede intet om mit kræftforløb, problemerne ifm. min operation i sommer eller min efterhånden meget udtalte nervøsitet. Jeg græd og efterspurgte igen en seng, men fik den samme ikke-forklaring om, at jeg var gående patient, så jeg måtte vente i stolen.

Min medpatient på stuen fik flere gange besøg af læger og andre fagpersoner, som hver gang spurgte, hvorfor jeg ikke havde en seng. Hver gang blev jeg mere og mere skrøbelig og kunne flere gange ikke holde tårerne tilbage. Det bevirkede, at sygeplejersken og den sygeplejerskestuderende kom tilbage med den løsning, at jeg ville blive fulgt ned til operationsgangen af den studerende. Jeg havde på intet tidspunkt udtrykt, at jeg var bange for at fare vild. Tværtimod havde jeg udtrykkeligt sagt, at jeg frøs, var træt og bare havde brug for en seng at hvile i. Men hele tiden den samme besked om, at jeg var gående patient.

Efter planen skulle jeg have været ned til operation kl. 14. Kl. 14.15 ringede jeg efter sygeplejersken, som kom og sagde, at der var forsinkelse, og at de nok var i gang med at spise frokost nu. Hun kunne intet sige, så jeg ventede videre. Heldigvis havde jeg en spændende krimi med, men efterhånden var det svært at samle tankerne om bogens sider.

Jeg havde besluttet, at jeg ville ringe igen kl. 15. Men kl. 14.58 kom en fremmed dame, måske en sygeplejerske, ind på stuen og sagde, at jeg skulle gå til operationsgangens venteværelse på 4. sal. Jeg fik en blå pose med min journal, en vatteret kuvert til mine briller og et kort, som skulle hjælpe mig på vej og blev sendt ud til elevatorerne. Jeg var på 15. sal, så en tur ned af trappen var ikke mulig. Jeg trykkede efter elevatoren og var egentlig ok, for nu var jeg i det mindste på vej.

Efter fem fulde elevatorer kunne jeg ikke mere. Jeg gik ind i receptionen for at bede om hjælp, for tiden gik jo, og jeg skulle til operation. Receptionisten kunne ikke hjælpe mig, og sagde, at jeg bare måtte vente på en ledig elevator. Så brød jeg sammen. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde/råbte, men der kom meget, og det kom hurtigt. Lynhurtigt kom en masse folk til, herunder en portør, som operationsgangen havde sendt op efter mig. Han spurgte som det første hvor min seng var (arrrhhggg!). Han skaffede i løbet af få sekunder en seng, reserverede en elevator, som kom med det samme og så var vi på vej. Nu var jeg dog i full-scale nedbrud, så jeg vrælede hele vejen og kunne slet ikke få hold på mig selv. Selvom det var en virkelig flink portør.

Nede på operationsgangen prøvede jeg ihærdigt at skjule min sindstilstand, men det kunne ikke lade sig gøre – trods mundbindet. De var virkelig søde. Narkosesygeplejersken præsenterede sig, og jeg blabrede ud med min dårlige oplevelse fra i sommer…og manden lignede et stort spørgsmålstegn. Det anede han tydeligvis intet om. Heldigvis var jeg i stand til at forklare det både til ham og til den narkoselæge, som også kom. De var meget fortrøstningsfulde og forklarede, at de bedøver folk hver dag. Men altså det er jeg rimelig sikker på, at de fire narkosemennesker, som forsøgte at bedøve mig i sommer også gør, så det var en lidt ringe trøst.

For at højne sandsynligheden for succes fandt de et ultralydsapparat frem, som skulle guide lægen, når han lagde nålen. Jeg kunne med det samme mærke, at det var forkert. Men jeg sagde ikke noget. Han forsøgte at sprøjte lidt vand ind, men måtte konkludere, at den sad forkert. Min panik var nu meget udtalt, og alle på stuen inklusive mig selv, holdt vejret. Det bevirkede, at overvågningen, som de havde sat på mig, gik amok med bippelyde, hvilket ikke gjorde det lettere at slappe af.

Ved andet forsøg tog narkoselægen sig virkelig god tid og lod sig guide meget grundigt af ultralydsudstyret. Jeg var rede til at rejse mig og gå. Det føltes simpelthen som om den sidste rest af styrke var forsvundet ud af mig, og jeg orkede ikke mere. Heldigvis lykkedes det, og ganske kort efter kunne de lægge mig til at sove.

Det næste jeg husker er opvågningen på stuen. Jeg kunne selv klatre over i sengen, som stod ved siden af lejet. Jeg havde kvalme, men jeg sagde ikke noget, for sidste gang måtte jeg ikke komme hjem samme dag, fordi de kvalmestillende gav mig så mange bivirkninger. Jeg håbede bare, at jeg ikke ville kaste op. På opvågningen kunne jeg ikke finde ro. Så ret hurtigt blev vi enige, om at jeg kunne komme op på afdelingen.

På afdelingen blev jeg taget imod af den sødeste sygeplejerske. Hun sagde med det samme, at hun mente, at jeg skulle sove der. Jeg var derimod ret fast besluttet på, at jeg skulle hjem, så jeg sagde, at jeg slet ikke havde ondt og heller ikke havde kvalme. Det var ikke helt sandt, men dog var det hellere ikke værre, end at jeg kunne skjule det. Hun sagde så, at jeg måtte komme hjem, hvis jeg kunne gå en tur rundt på afdelingen med hende, spiste lidt mad og tisse. Det blev min mission. Jeg tvang noget risengrød i mig, drak en liter vand og ringede så efter min veninde, som hentede mig på afdelingen og kørte mig hjem.

Kasper tog imod med mad og slik. Jeg spiste lidt mad, men faldt så i søvn på sofaen og vågnede kun kort, da Kasper kom og spurgte om jeg ville med op i seng. Natten er gået fint, og i dag har jeg det også fint, så længe jeg sidder helt stille. Jeg skal ud at gå senere, men ikke lige nu.

Jeg har lige sendt en mail til afdelingen, fordi jeg håber, at det måske kan hjælpe så andre ikke får en lignende oplevelse. Jeg synes selv, at jeg er en stærk person, men det der, det var trods alt mere end jeg kunne holde til.