“Gamle Sine”, patienten Sine og så en dato for den kommende – forhåbentligt sidste – operation

“Gamle Sine”, patienten Sine og så en dato for den kommende – forhåbentligt sidste – operation

april 11, 2021 0 Af admin

Havde du spurgt mig for et halvt år siden, havde jeg sagt, at det aldrig ville kunne lade sig gøre. Kræften, angsten, tankerne og kampen for livet fyldte det hele. D. 1. januar startede jeg på arbejde. Et nyt arbejde. Jeg overhørte alle råd omkring rolig opstart og sprang lige ud i en krævende stilling. Og jeg har elsket det lige fra den første dag. De sidste tre måneder har jeg stort set glemt, at jeg har (haft) kræft. At jeg stadig er patient, og at der stadig mangler en stor operation, før jeg er færdig – en dobbelt mastektomi med rekonstruktion. Operationen er nødvendig, fordi lægerne har anslået, at jeg har 100 pct. risiko for, at kræften vender tilbage, med mindre de fjerner mine bryster.

I min dagligdag har jeg de sidste tre måneder været “den gamle Sine”. Jeg har haft fokus på arbejde, mine drenge, Kasper, familie og venner. En stor forskel fra før er, at tankerne engang imellem flyver afsted. Det kommer uventet og ofte uden kontekst. Jeg kommer pludselig i tanke om, at livet er kort og kan slutte. At drengene kan miste mig og jeg dem. Jeg bliver rørt eller bevæget. Jeg rammes af en sårbarhed, men jeg gemmer det lynhurtigt væk. Jeg pakker det ned et sted i mit indre, og fokuserer i stedet på det, som giver mig god energi – at leve, at være mor, at arbejde og at lykkes med alle de drømme, som jeg havde før jeg blev syg, og som det viste sig, at jeg stadig har.

En gang imellem har jeg skulle på Rigshospitalet til undersøgelse, eller jeg har fundet telefonen frem og har ringet for at høre fremdrift på operationsventelisten på Plastikkirurgisk afdeling. I de tilfælde er det blevet tiltagende tydeligt for mig, at jeg er to personer. Sine – den gamle eller almindelige Sine, som er glad, arbejder, trives. Og patienten Sine, som er bange, forvirret, utålmodig. Jeg har haft arbejdsdage, hvor jeg har kørt med klatten, været til (online)møder og haft overskud. Fem minutter senere har jeg grædt, når sygeplejersken på plastikkirurgisk afdeling har sagt, at de ikke kunne sige noget om tidsperspektiv. At de godt ved, at onkologerne og brystkirurgen har sagt – og skrevet i min journal – at det var meget vigtigt, at jeg blev opereret inden for 12 måneder fra kemoafslutning af hensyn til riskoen, men at de ikke kunne love noget, fordi Corona har ændret alt. De har været søde, men jeg har været frustreret, følt mig magtesløst og virkelig oplevet, hvordan der er forskel på at være chefen i mit eget liv og være kræftpatienten, hvor hospitalet styrer alt, og jeg bare må vente, lade dem bestemme, affinde mig.

Tidsperspektivet har løbende ændret sig. I begyndelsen troede vi, at operationen ville blive i november 2020. Det blev ret hurtigt ændret til marts 2021. Det blev ændret til et tidsperspektiv på 2-30 måneder. Jeg lavede en aftale med kirurgen om, at jeg skulle ringe efter påske, for så håbede hun, at de ville kunne give mig et mere brugbart tidsbillede. Jeg ringede i tirsdags. Jeg fik af vide, at jeg var øverst på ventelisten, at operationskoordinatoren var igang med min sag, men at de ikke kunne love noget. Det er en stor operation, den involverer kirurger fra flere afdelinger. Det er vigtigt, og jeg er en prioriteret patient, men Corona og bla. bla. bla. Jeg var lettet over at være øverst på listen, men frustreret over ikke at vide noget som helst. Jeg tjekkede min E-boks flere gange i timen de kommende dage og ringede så til dem for at høre, om man overhovedet får svar i E-boks. Det gør man ikke. Man bliver ringet op. Og det gjorde jeg!

Fredag kl. 17.00 ringede min telefon. Det var operationskoordinatoren. Med en dato. D. 10. maj. Papirarbejdet er ikke på plads. Datoen kan rykke sig lidt, men operationskoordinatoren lovede, at det uanset hvad bliver i maj. Hun ringede sent fredag, fordi det lige var faldet på plads med bekræftelse fra brystkirurgisk. Hun var for træt til at lave papirarbejdet, men hun vidste jo, at jeg går rundt og er vanvittig nervøs, så hun mente, at det var bedst, at jeg fik beskeden inden weekenden. Endnu en gang må jeg bare sige, at jeg ELSKER de mennesker, som jeg har haft kontakt med på Riget. Det gør virkelig en forskel, når man kan mærke, at de mennesker, som arbejder med ens helbred – både administrativt og lægeligt – er flittige, opsøgende, menneskelige. Det er tydeligt, at systemet til tider er presset, men et sådan overskud, at hun ringer efter almindeligt fyraftenstid for at betrygge mig og give mig en bedre weekend. Det er overskud. Det er menneskelighed. Det giver mig troen på, at det hele nok skal gå.

MEN lige så normal, og gamle-Sine-agtig jeg er i min dagligdag, ligeså patient og skrøbelig og sårbar er jeg ved udsigten til denne her kæmpe store operation. Tiden efter, hvor jeg ikke kan være noget som helst for drengene og Kasper. Og så det, som på den ene side føles allermest banalt, men som alligevel fylder. Jeg vil jo slet ikke af med mine bryster. Hvis ikke det var fordi, at de vil slå mig ihjel, så er jeg jo egentlig ganske godt tilfreds med dem. De bekymringer fylder nu mere end nogensinde før. Jeg gemmer dem stadig væk, men jeg vil forsøge at lade dem fylde lidt mere frem mod operationen. Det er jo okay, at man ikke vil af med sine legemsdele. Det er okay at reagere. Det er okay at være nervøs og sårbar. Også selvom det måske ikke er min spidskompetence at give plads til de tanker.