Det er mig, der bestemmer!

Jeg er ved at være igennem anden omgang kemo og er nu halvvejs igennem den første type. Forude venter endnu to omgange med tre uger imellem – efterfulgt af 12 uger med kemo hver uge. Inden næste kemo skal jeg scannes for at få at vide, om behandlingen virker. Det svar får vi d. 3. marts. 

Anden omgang har på samme tid været både hårdere og nemmere end første omgang. De første dage var nådesløse, men jeg havde fået stærke piller med hjem fra sygehuset. Medikamenterne slog mig helt ud, så jeg sov fra de værste bivirkninger. Den efterfølgende weekend har været ok – jeg har været i stand til at deltage i familiens liv, og søndag aften kom jeg endda ud at løbe (det gik langsomt, men jeg kom rundt om havnen, hvilket var mit mål). Her mandag morgen, hvor det er seks dage siden, jeg fik kemo, føler jeg mig egentlig udmærket tilpas. Træt og mat (og lidt kvalm), men det er de fleste vel mandag morgen kl. 05.30…

Det der med at løbe er blevet super vigtigt for mig. Det er blevet min måde at vise kræften, at det er mig, som bestemmer. Det kan godt være, at kræften har taget ophold i min krop, men jeg sætter rammerne for, hvad jeg kan, mens den er derinde. Det gør kræften ikke! Så på den baggrund har jeg meldt mig til et halvmaraton i slutningen af april. Jeg skal løbe med min gode studieveninde Mikele. Vi er vist begge hoppet ud på lidt dybt vand. Heldigvis er vi begge to kampstædige, så det skal vi nok klare.

Før jeg fik børn løb jeg i en årerække 1-2 maraton om året, og denne gang er der trods alt kun tale om en halv (kan I høre, at jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det er en god ide…?). Træningen op til er blevet lettere, fordi Magnus nu (næsten) er stor nok til at komme med på mine løbeture – han havde debut i løbevognen forleden dag, og i sin vanlige stil grinede han sig fra det, indtil han faldt i søvn.

Ellers vil jeg gerne takke for de mange reaktioner jeg fik på mit indlæg forleden omkring den dødsangst, som har taget ophold i mig. Jeg har mærket så meget hjertevarme og omtanke de seneste dage, at jeg næsten ikke kan beskrive, hvor meget det betyder for mig. Jeg er som person normalt ikke så god til at stille mig selv sårbar, men jeg har med denne blog lovet mig selv, at jeg viser det hele – både det gode, det dårlige, det svære og det lette. Og med de fantastiske reaktioner, som mit indlæg forleden har resulteret i, tør jeg godt blive ved med det. Tak for det!