Knæk Cancer, træning og næste operation
Lørdag aften deltog jeg i Knæk Cancer Showet på TV2 sammen med min kræftmakker Mette, som endnu engang var kommet hele vejen til København fra Brande i Jylland. Det var en virkelig god oplevelse!
I dagene op til havde Knæk Cancer lagt en video fra Mettes og min make-over på de sociale medier. Inden showet kom jeg i tvivl om, om indslaget ville få mig/os til at fremstå overfladiske, fordi det fokuserede så meget på vores udseende. Men det endte det heldigvis ikke med. Tværtimod er jeg rigtig godt tilfreds med indslaget, som jeg synes afspejler, at udseendet selvfølgelig ikke er vigtigt i forhold til overlevelse osv., men at det betyder noget, at man ændrer udseende, kroppen ændrer sig, man føler sig forkert og møder en fremmed, når man ser sig selv i spejlet. Det kræver energi. Energi, som man ikke har, når man er i gang med et kræftforløb. At finde ro med sig selv og sit udseende kan mindske energiforbruget.
Mette og jeg havde en virkelig god dag, da vi blev stylet, og vi havde også en virkelig skøn dag og aften i lørdags. Jeg hader at have (haft) kræft, men så meget desto mere nyder jeg, når det bringer nogle gode oplevelser med sig. Det er også dejligt at have været med til at samle en hel masse penge ind, så der i de kommende år kan blive forsket endnu mere i kræft, så vi sikrer, at flest mulig enten slipper helt for eller overlever kræft.
På den mere hjemlige bane havde jeg i tirsdags sidste træning på ungeholdet i Center for Kræft og Sundhed. Jeg har været mega glad for at træne derude. Det har været virkelig dejligt med et træningshold, hvor alle ved, hvad man går igennem. Samtidig er det virkelig god træning. At jeg stopper nu skyldes, at jeg skal opereres på torsdag, så jeg ville uanset skulle holde pause. Jeg kunne sagtens havde været startet op derude igen efter pausen, men det har jeg valgt ikke at gøre. Det skyldes, at jeg trænger til en mere normal hverdag. En hverdag uden kræft, eller hvor kræft i hvert fald fylder så lidt som muligt. Så for nu træner jeg derhjemme, hvor Kasper har investeret i et mindre træningscenter, som er flyttet ind på vores 6. sal. Når jeg bliver træt af hjemmetræning, melder jeg mig ind i et fitnesscenter i nærheden.
En anden måde at tilstræbe noget mere normalt er arbejde. Jeg har raskmeldt mig per 1. januar, og jeg er virkelig begyndt at glæde mig til at få en hverdag igen. Jeg ved ikke endnu, hvad jeg skal lave, når jeg skal tilbage, men det finder vi ud af i løbet af de næste par måneder.
Men inden vi kommer så langt skal jeg opereres på torsdag. Æggestokke- og æggeleder skal ud. Det foregår på Herlev Hospital, og jeg håber meget, at de denne gang lykkes med en ambulant omgang, så jeg forhåbentlig sover herhjemme. Vi må se.